Min dagbog
"Hjælperen udsætter sig for det som viser sig, helt som det er, og bliver tom indvendig, uden intentioner, uden at gribe tilbage til tidligere viden, uden frygt. Så viser det næste væsentlige skridt sig pludselig for ham som et lyn og det tager han. Derefter ved han ikke mere. Fordi erkendelsen aldrig er fuldkommen.
Væsenserkendelse er aldrig almen sandhed. Den er kun et fingerpeg om det næste væsentlige og mulige skridt.
Når det skridt er foretaget starter det forfra. Hjælperen venter igen, indtil det næste skridt viser sig for ham Og sådan udfolder noget sig i en blivende samklang med det, som virker skabende bag ved tingene."
Bert Hellinger
Det koster mere end du ved
At vinde sig en sjæl
Først må du ned i vejens grus
...Og under hver mands hæl.
Og værgeløs og lille må
du være alles nar
Og du skal gennem skam og angst
Og brændes ren og klar
Først når den lille stolthed
Smelter bort i smertens bål
Når du måske med bange sind
Et stort og ydmygt mål
For først når du har mistet alt
Når du har grædt og lidt
Får du dit eget ansigt
Som for evigt kun er dit
Da vil det ske at alle
Du møder på din sti
Må hviske: Se! Et menneske
Går netop nu forbi.
PS skrevet af: Grethe Risbjerg Thomsen
"As each one of us awakens, it is like a light going on, followed by another light, another light, and another light. The darkness of human unconsciousness is slowly, gradually and gently lit, until there comes a day when there is more light than dark, more consciousness than unconsciousness, more joy than pain, ...more truth than illusion. That would indeed be a day for celebration." Leonard Jacobson
Hjælpekunst ” At man, naar det i sandhed skal lykke én at føre et Menneske hen til et bestemt Sted først og fremmest maa passe paa At finde kan hvor han er og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mereforstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mereforstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjelp begynder med Ydmygelser: Hjælperen må først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste, men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, Og i ikke at forstaae, Hvad den Anden forstaar.” Søren Kierkegaard: ”Brudstykker af en ligefrem Meddelelse” (1859)
http://ikon-danmark.dk/cms/index.php?option=com_content&task=view&id=53&Itemid=42 Denne artikel som jeg "faldt over en dag", gjorde mig opmærksom på, hvor stor forskel der er i måden Enneagrammet præsenteres på. Ikke at der er ny information omkring Enneagrammet, den er blot skrevet fra hjertet og jeg håber den berører Jer, som den berørte mig.
De 3 berømte arketyper. Offer, Redder og Krænker. Den trekant, der betegner arketyperne Offer, Redder og Krænker, har som så mange andre trekanter haft stor betydning for mit liv. Det var en meget karakteristisk kvinde der lærte mig om den, og den blev en milepæl i min begyndelse til at vågne op til ansvar og til at opnå en reel magt, som jeg kun kunne opnå ved at stå i en gråzone i stedet for at være syltet ind i en verden af sort og hvidt. Magt er det ord der dukker op i forbindelse med læren om disse 3 arketyper. En magt som kommer til udtryk som afmagt, almagt og overmagt. Offer, Redder og Krænker har det til fælles, at de vil holde vores fikserede personlighed på plads. Kort sagt ren og skær overlevelsesmekanisme for egoet. Offer = afmagt Redder = almagt Krænker = overmagt. Offeret føler afmagt og er afmægtige, hvis ikke der er et sted, de kan placere deres afmagt. Redderne griber deres afmagt og føler sig almægtige, ved at hjælpe og frelse, alt sammen kun for at undgå at komme i kontakt med sider af sig selv, de ikke vil have med at gøre. Skulle Redderne ikke ville bære offerets afmagt, kan de opleves som Krænkere, som forbindes med overmagt, som gør at offeret kan vedblive at være i sin rolle og Krænkeren kan vedblive med at have kontrol. Dog vil alle 3 typer føle afmagt, hvis ikke de kan påtage sig en af typerne. Hvis ikke vi er ”sunde” og bevidste kører vi alle rundt i denne trekant, dog har jeg oplevelsen af, at der er en af typerne, der har overtaget. For mig har hovedtypen været Redderen. Rollen som Redder er grundlagt i min personlighed, for at undgå, at mærke fysisk og psykisk smerte, hvad enten det er andres eller min egen. Den kunne komme til udtryk, som den underholdende lille klovn, der kunne få andre til at smile og ændre fokus, når de var kede af det, eller hvis stemningen var ”kedelig”. Som jeg beskrev i indledningen, bliver mit liv sort/ hvidt og kommunikationen bliver unuanceret og barnlig, når jeg befinder mig i en af typerne. Det er tydeligt, at fortiden er i nuet og at min type ikke er ret gammel. Som Redder har jeg været nødsaget til at sidesætte mine egne behov og min personlighed er blevet bekræftet i at jeg har lidt og lider afsavn. For ikke at opleve den følelse igen har hele min personligheds orientering taget farve af den frygt.Interessant er det så for mig at se, at hele mit liv er blevet udfordret, og derfor set mig forpligtiget til at blive nøgtern, realistisk, og ikke mindst kaste alt hvad der har forbindelse til forventninger overbord, hvad har fået og får min personlighed til at ryste gang på gang. Jeg benytter mig af denne metafor: ”Jeg står på en perron, og ser et tog komme med alle mine vaner og mønstre, som ville kunne få mig til at reagere. Jeg kan vælge at stå på det, men jeg kan også vælge at lade toget køre videre. Ofte er jeg stået på toget ubevidst og måske også handlet ud fra en af arketyperne, men det store sker, når jeg i et splitsekund ”vågner op” hiver i nødbremsen og vælger at stå af. Her er det. at jeg mærker den sande og reelle magt, som får mig i kontakt med en uafhængighed og frihed. Ingen tager ansvar for sig selv i disse roller, skylden bliver lagt udenfor sig selv. Vejen ud er vejen ind og se sit ansvar, stille sig i gråzonen, hvor intet er rigtigt eller forkert, opdage sine historier og forventninger og ikke mindst åbne op for hjertet og tage sig nænsomt af sig selv, for da vil nyt opstå og en styrke og kraft til at tage sig af det der er.
Jeg er ved at søsætte mit værksted i KBH. Det er ikke stort, men omfavnende som et moderskib. Her er masser af søkort og rejserne vil være mangfoldige. Jeg er spændt på hvem der kommer ombord. De skal vide, der er masser af pejlinger at støtte sig til, skønt de indimellem vil være i oprørt hav. Vi vil bruge sekstanten for himlen viser altid vej:-)
Hvad er det for nogen tanker der fører mig væk fra mig selv – hvilke følger mig ind i mig selv?
Når vi er angste for adskillelse fra en anden, beror det på en illusion. Angsten opstår, når vi adskiller os fra vores væren, og den er fundamental i udviklingen af egoet. Egoet har en dagsorden om at opretholde et ”adrenalinniveau”, der får os til at føle os på en særlig måde, som vi kan identificere os med. I vores kultur har vi udelukket et potentiale i os selv. Folk er blevet immune, og der skal mere til at ”vågne op” og se illusionen. Vi er fanget i stimuli, og den grundlæggende angst eksternaliseres sådan, at det bliver nogle andre eller noget andet, der er farligt. Vi kan gøre hele verden til en rædselsscene og lade angsten afspejle sig i forbruget af sovemedicin, antidepressive midler, spiseforstyrrelser og misbrug, som lægger et slør over angsten. Men vi kan også frigøre os fra angsten og blive frie til at være os selv og leve, som vi ønsker. Det indebærer et opgør både med det ydre og det indre, for at vi kan blive bevidste om vores væren, føle medfølelse eller skride til handling. Hvis vi søger efter svar på, hvem vi er, vil vi vide, at det essentielle selvs natur er at være, ikke at gøre eller have. Spørger vi, hvorfor vi er her, mærker vi, at det er for at ”vågne”, så vi kan opleve så meget mere end ”at have det godt”, som de fleste efterspørger. Det gode er også i smerten, i døden, der hvor vi troede, det ikke var. Spørgsmålet handler ofte også om mening: Hvad lever jeg for? Og hvem lever jeg for? I kontakten til intet fremkommer retningen af sig selv. Der er kun en retning, og det er hjem. Hvad er så min vej, og hvordan går jeg på denne vej? Som jeg har påpeget, er hjertets vej, længslen, for mig at se kuren mod angsten. Det er vejen med intentionen om at vågne, at se bredere og turde være mere end et udvalg af former. Mod er det store ord, jeg kommer i kontakt med, når jeg reflekterer over mine klienters udvikling. Det kræver mod at møde angsten, velkomme den og være villig til at give slip på den, og forvandlingens kunst ligger i:
- At blive i følelsen, når den opstår.
- Velkomme følelsen, som er en energi, der er til for at vække.
- At sætte følelsen i en større sammenhæng og vide, at man ikke er den eneste, der er bange.
- At tage hjertet med ind i følelsen og spørge hjertet:
Hvad er det, jeg lever for? Hvad er det, min kærlighed ønsker? Hvad er jeg taknemmelig for? Mine egne og mine klienters erfaringer viser, at ”vi løber ind i det, vi løber fra”, det vil sige angsten i os selv, og derfor er den så central i det terapeutiske arbejde. Jeg arbejder med angsten som med alle andre følelser – ved at være i den. Og det er vejen til tabet af vores former, til intet, hvorfor det giver mening at sige, at ved at miste alt, vinder vi alt.
Vi har en ide om eller fornemmelse af, hvad det er, vi søger, fordi det er noget tidligere erfaret og allerede kendt. Ellers ville vi ikke søge efter dette ’noget’. Vi længes efter den essens, som barnet fødes ind i, en særlig tilstand, som vi kan fornemme, når barnet kommer til verden. Barnet bliver født uden navn og uden historie, men det har noget med sig, som er unikt. Enhver nyfødt har en bestemt kvalitet (et særligt nærvær), der gør det tydeligt, at alle er forskellige helt fra fødslen. Kigger vi ned i en række vugger, fornemmer vi tydeligt en forskel. Et lille barns nærvær kan være blødt, sødt og sart, et andet opleves mere klart, let og glædesfyldt, og et tredje har en urokkelig styrke og fasthed. Når vi iagttager børn, kan vi komme i kontakt med nogle essentielle kvaliteter, og det tyder på, at vi genkender noget af os selv i barnet. Spædbørn ikke alene har essens, de er essens. Essensen i noget, er det, der gør tingen til det, den er – dens væsen. Essensen er en grundbestanddel, en kerne eller substans, og en energi med en særlig kvalitet. Den er, hvad vi er, uafhængigt af den form, vi siden hen tager. ”Man må forstå, at mennesket består af to dele: essensen og personligheden. Essensen er det i mennesket, som er hans eget. Personligheden i mennesket er det, som ikke er hans eget. Et lille barn har endnu ikke personlighed. Han er, hvad han virkelig er. Han er essensen. Hans behov, smag, sympatier og antipatier udtrykker hans væren, sådan som den er.”
At opdage mig selv i en gruppe gør mig bevidst om mine roller, projektioner og om hvad, jeg kan bidrage med til helheden. Men størst af alt er det at mærke, at under vores personligheder er vi ens. Vi harf de samme sår og en dyb længsel efter at komme hjem i vores væren og mærke kærligheden til os selv. Når jeg i mit terapeutiske virke arbejder ud fra, at vi i bund og grund er ens, så kan jeg møde mine klienter med medfølelse.
Mennesket søger mange forskellige steder med forskellige motivationer og forskellige mål. Vi søger i fortiden, fordi den måske kan hjælpe os til bedre at forstå nutiden. Vi vil vide, hvor vi kommer fra, og leder efter spor at følge for at finde det, vi søger. Hvorfor søger vi? Jeg tror, det handler om at ville forstå sig selv og vores relationer. Det er menneskets natur at søge at forstå af sine erfaringer ved at fortolke og tildele ting og oplevelser mening. Derfor befinder vi os ’altid allerede’ i en forståelsessituation, som filosoffen Hans Georg Gadamer beskriver det. Vi søger efter sammenhænge, efter forklaringer uden selvmodsigelser, og vi ønsker at kende ”sandheden”. Nogle stiller flere spørgsmål end andre, men vi står alle i et forhold til os selv, hvor vi beskæftiger os med vores egen væren. Filosoffen Martin Heidegger beskriver det således: ”Mennesket er det værende, for hvem væren kan træde frem, det væsen der kan spørge til det værendes væren.” Ifølge Heidegger er denne væren en følge af vores bevidsthed om egen dødelighed, som er en kendsgerning forbundet med angst. Det eneste vi med sikkerhed ved er, at vi skal dø. Dette gør døden til en primær angstkilde, og gør det svært for os at være med det uforudsigelige i livet. Selvom vi forsøger at fortrænge eller kontrollere angsten, vil den manifestere sig i forbindelse med sygdomme, ulykker, alder eller kriser måske i form af panikangst, depression, fobi, generel angst, mareridt, hypokondri eller reel dødsangst. Når vi taler om døden, hvad enten det er den ultimative død eller den ”lille død” (meningsløshed, tomhed, ensomhed), så er det her, fundamentet til vores problemer ligger. Når folk går i terapi er det, fordi noget ikke fungerer i deres liv, og de ikke kan eller vil flygte fra det. Der er noget, der vækker deres dødsangst, samtidig med at de ønsker at eksistere. Angsten har mange ansigter og kan komme til udtryk som følelser, fysiske symptomer, angstprægede tanker og flugtmønstre. Mange menneskers søgen starter ud fra en dyb indre rastløshed, som kan opleves som en uro, en følelse af at noget mangler – måske et nyt job, en kæreste eller en lottogevinst. Vi har alle mulige ideer om, hvad vi behøver for at blive tilfredse. Men erfaringen fortæller os, at den nye kæreste eller bil kun giver en kortvarig følelse af at have det bedre. Så hvad er det, vi virkelig søger? Jeg mener, at det vi længes efter i vores hjerter er at vide, hvem vi er, og hvorfor vi er her.
At arbejde med mennesker har altid betydet meget for mig. Jeg har en uddannelse som håndværker inden for et servicefag. Det gav mig et rigtig godt fundament til at være terapeut, fordi det lærer en at sætte kunden/klienten i højsæde og at trække sig selv i baggrunden. Man lærer at lytte og være bevidst om etik og moral i forhold til den fortrolighed, der opstår i forholdet til kunden/klienten. Jeg fandt ud af, da jeg startede mit terapeutiske virke i 1999, at også dette er et håndværk. Det er skabende i den forstand, at jeg kan være med til at hjælpe klienterne til bevidsthed om, at de allerede indeholder det, de har brug for. I den proces kan intuitionen ofte lede vejen, så terapien bliver en leg eller som en dans mellem terapeut og klient: nogle gange fører jeg, og andre gange følger jeg klienten. Før hjalp jeg folk til at blive smukke udvendigt, nu støtter jeg dem til at finde det smukke i dem selv, og intet er mere givende for mig. Qua min uddannelse på ID føler jeg, at jeg har en rigtig god værktøjskasse, og jeg kan lide at ”spille på hele klaviaturet”, dog nok med en forkærlighed for det eksistentielle. Det eksistentielle ligger til grund for, hvordan vi danner vores personlighed og for den adfærd og de overbevisninger, der kommer til udtryk i vores roller og i de relationer, vi indgår i. Arbejdet med det eksistentielle kan ændre vores virkelighedsopfattelse på en måde, der gør det meningsfuldt for mig at være terapeut. If you begin to accept what you are without trying to change it. Then what you are undergoes a transformation Krishnamurti
|
BIRGITTE KROGH
FREDERIKSEN
ID-psykoterapeut
Min dagbog
|
